Den sociale handlingskompetence set i en praktisk pædagogisk sammenhæng

Den sociale handlingskompetence er i konsekvenspædagogikken et centralt begreb, der løbende debatteres, arbejdes med – og ikke mindst kæmpes med at få gjort operationelt i en ofte travl hverdag. Forståelsen af den social handlingskompetences praksis er en nødvendighed for at modvirke behandlings og adfærdstænkning i udøvelsen af pædagogikken.

Begreberne i den sociale handlingskompetence ses både af udøvere af konsekvenspædagogikken og de der vurderer pædagogikken udefra, som det centrale begreb i forståelsen af pædagogikkens succes med forskellige målgrupper.  I arbejdet med den sociale handlingskompetence er det afgørende at se begrebet som en metode der danner grundlag for social læring. Målet med den sociale handlingskompetence er ikke at eleven gør hvad vi siger, men eleven reflekterer over det sagte og ud fra elevens forståelse tager stilling til det sagte – og dermed også tager stilling til følgen af dette. Begreberne i den sociale handlingskompetence kan ved en umiddelbar betragtning se enkle og overskuelige ud. De fleste af os ved godt, at sådan er det ikke. Jo mere vi arbejder med pædagogikkens praksis, jo sværere bliver det i mange sammenhænge at håndtere den sociale handlingskompetence i tråd med pædagogikkens væsen.

Artiklen her er et forsøg på, at komme tættere på de udfordringer den sociale handlingskompetence stiller os overfor i praksis – og ikke mindst de vildveje der ofte betrædes under dække af den sociale handlingskompetence.

Menneskesyn

Når man skal arbejde med social handlingskompetence er det afgørende, at det gøres udfra det menneskesyn, der er grundllaget i konsekvenspædagogikken. Menneskesynet er så vigtig, da det er her konsekvenspædagogikken adskiller sig fra andre pædagogiske retninger. Det er menneskesynet der holder fast i humanismen, og det er menneskesynet der sikrer mod overgreb og fjendske holdninger.

Vildveje

Konkret er det primært på 2 områder fejlene sker

• Manglende forståelse af begreberne i den sociale handlingskompetence
• Manglende inddragelse af menneskesynet i brugen af begreberne.

Professionalisme

Manglende professionalisme, og dermed en privat forståelse af begrebet er en afgørende fejlslutning i forhold til den praktiske tilgang.

Formår vi som medarbejdere ikke at formidle formål og mål med den sociale handlingskompetence set i en konsekvenspædagogisk sammenhæng, vil den private opfattelse ofte blive dominerende. Et billede kunne være den elev der udviser manglende respekt for de øvrige elever gennem mobning. Her drejer det sig ikke om at medarbejderen  skaber ro ved at udelukke eleven fra fællesskabet, men om positivt at kræve den respekt for andre individer, som vedkommende selv ønsker og modtager. Altså en understregning af respekten for andre individer som en del af det at tilhøre et fællesskabet.

Regeltænkning

At metoder bruges til at skabe regler kendes fra de pædagogiske metoder, men er også en oplagt risiko ved den sociale handlingskompetence. Forstås begreberne ikke som en proces i den sociale læring vil regeltænkningen tage over. En regeltænkning, der i konkret pædagogisk praksis resulterer i adfærdstræning frem for social læring.

Begreberne kan ved manglende forståelse bruges disciplinerende og regelskabende.

Eksempel 1:
Der er manglende kvalitet i det udførte arbejde. På den baggrund gives en kollektiv besked, hvor det understreges at det fremover vil medføre afskedigelse at udvise en sådan mangel på ansvarlighed. I eksemplet glemmes den individuelle proces, problemet kollektiviseres, og bliver ikke udgangspunkt for social læring for den elev der har udvist manglende ansvarlighed. I stedet laves der en regel, hvor begrebet ansvarlighed tages ud af  forståelsen i en konsekvenspædagogisk sammenhæng.

Eksempel 2:
Manglende respekt bruges som begrundelse for at få en elev til at stoppe med sin kritiske tilgang til undervisningens indhold. Siger det er forstyrrende, provokerende og ødelægger undervisningen for de øvrige elever. I eksemplet er eleven måske nok forstyrrende, men det kunne jo være eleven havde en pointe i sin kritik af undervisningen, og der skulle i stedet fokuseres på kritikkens indhold frem for kritikken selv.

Regeltænkningen og dermed disciplineringen bliver i praksis oftest taget i anvendelse der, hvor manglende viden og kompetence i brugen af pædagogikken for udøveren føles som et angreb på den autoritet pædagogen er udtryk for. Større viden og indsigt bliver i for ringe grad løsningen – i stedet gribes til regler og disciplinering. Pædagogen vil da fremstå som autoritær frem for en autoritet.

Individualisering

Konsekvenspædagogikken og den sociale handlingskompetence bliver ofte beskyldt for at være udtryk for en fjendsk pædagogik, da det individuelle ansvar betones kraftigt. Denne manglende forståelse af pædagogikkens væsen er også i vor egen udøvelse af pædagogikken et centralt punkt for selvkritik.

Alt for ofte bliver ord som ”det må du selv om” og ”du har selv valgt” brugt som begrundelse for en given proces i forhold til enkeltelever, der udviser manglende selvbestemmelse, selvhjulpenhed m.v.

Frem for et humanistisk udgangspunkt for dialog bliver pædagogikken brugt til at skabe en forestilling om, at enhver er sin egen lykkes smed, og vores ansvar som pædagoger kun rækker til at opstille ”konsekvenser” af en given handling.

Et sådant udgangspunkt vil naturligvis skabe en fjendsk pædagogik, hvor mennesket er reduceret  til et objekt der lader sig forme eller ikke forme i vores billede. Opgaven i praksis må og skal være, at vi som pædagoger formår den nærværende og ligeværdige dialog med eleven, der giver handlemuligheder fremfor begrænsninger og ikke mindst plads til refleksion over, hvad den enkelte handlemulighed indebærer af følger af positiv og negativ art. Endelig er dialogen også efter handlingen afgørende for en fælles forståelse af, hvad den enkelte ville opnå med handlingen. Kun i konfrontationen igennem dialog skabes muligheden for, at eleven vælger at handle anderledes i fremtiden, og dermed i praksis udviser i forståelse for anvendelsen af de sociale kompetencer han/hun har erhvervet.

Normer som forudsætning for i praksis at vise social handlingskompetence

Det normative grundlag som fremlagt i Bergen i april 2006 giver en nødvendig forståelsesramme for arbejdet med normer som styrende for den måde vi som mennesker bør handle i forhold til andre mennesker.

Forståelsen af de social normer i en konsekvenspædagogisk sammenhæng skal ses som det felt, hvor den enkelte elev i handling viser en social handlingskompetence.

• Når  ”enhver bør handle ud fra, at man som individ ikke er alene i verden, men er bundet til et fællesskab” er det en appel om at være samarbejdsvillig.
• Når ”enhver bør kunne fremvise så meget empati, at man kan sætte sig i andres sted, og ikke udsætte andre for holdninger og handlinger, som man ikke selv ville acceptere” er det en appel om at udvise respekt for andre individer.
• Når ”enhver bør tage ansvar for sine egne handlinger, og ikke have mulighed for at pålægge andre skylden for det, der ikke lykkedes,” er det en appel om at udvise ansvarlighed.

Og så videre med de øvrige almene normer opstillet i det normative grundlag.

For den enkelte medarbejder er det normative grundlag både et redskab til i en vis grad at ”måle” graden af social handlingskompetence i praksis og til at regulere samspillet i elevgruppen. Normerne giver et grundlag for, med afsæt i den professionelle holdning til mere konkret at tale stil og rammer i bred forståelse.

Det normative grundlag kan og bør være det vidensgrundlag, der i de kommende års udvikling af konsekvenspædagogikken giver en både konkret og operationel tilgang til social læring.

Som tilfældet var med den sociale handlingskompetence kan også normer bruges regelskabende og disciplinerende – det er blot at skifte bør ud med et skal!!.

Den svære praksis

Det er ofte let i teorien at opstille det ”rigtige”. Det svære er at få det til at fungere i prakis.

Heldigvis er konsekvenspædogikken både udviklet og tænkt i et spændingsfelt mellem teori og praksis  – og det burde lette arbejdet i praksis en hel del.

Det er også på mange måder en meget tilgængelig pædagogik. MEN pædagogikken er ikke mere tilgængelig, end at det stadig kræver en stor  indsats at opnå den indsigt og viden der er nødvendig for at fastholde pædagogikkens humanistiske udgangspunkt.