Spredningen af det pædagogiske ejerskab

Første gang publisert i «Konsekvens og eksistens», april 2009

Det har altid været sådan, at der er nogen, som både føler og oplever, at de véd mere om den pædagogiske holdning og praksis end andre gør. Det er det, man kan kaldemonopolisme i form af, at der en nogen, som skulle have monopol på den pædagogiske sandhed, skulle vide mere end andre om den rigtige fortolkning af en pædagogisk holdning. Denne hang til monopolisme er også til tider kommet til udtryk i forhold til konsekvenspædagogikken, hvor enkeltpersoner, grupper af personer eller institutioner og skoler mener, at de specielt besidder den pædagogiske sandhed.

Jeg har altid gjort en dyd ud af at fastholde, at der ikke findes nogen pædagogisk sandhed, men derimod pædagogiske holdninger. Det har sammenhæng med, at konsekvenspædagogikken har en filosofisk referenceramme, og ikke en videnskabelig. Den videnskabelige, og i særlig grad den naturvidenskabelige tradition, bygger på at skabe sandheder, de sandheder som vi kender til i dag, og som kan ændre sig i morgen som følge af erobringen af nye sandheder, der gør op med det, som vi hidtil har troet er sandheden. Det er naturvidenskabens væsen – og skal være det. Filosofiens væsen er ikke at skabe sandheder, men at skabe en helhed og sammenhæng i den begrebsverden, som vi betjener os af.

I denne sammenhæng har jeg altid understreget, at pædagogik må aldrig blive et mål i sig selv, men skal derimod være udtryk for en holdning og metode, der gennem fastholdelse af den konkrete sociale virkelighed skal understøtte og styrke den personlige og sociale dannelse. Følgen er, at pædagogikken skal udfolde sig i den konkrete situation og i den praksis, der vokser frem mellem elev og pædagog. Den kan ikke ensrettes, da den altid vil være forskellig fra situation til situation, og ikke mindst være afgrænset af den enkelte institutions/skoles formål og mål, og ikke mindst målgruppe. Denne tilgang til praksis er forudsætningen for, at konsekvenspædagogikken kan påberåbe sig et universalistisk , rationalistisk udgangspunkt. Hvis pædagogikkens udgangspunkt var, at der kun var en måde at håndtere den pædagogiske udfordring på, ville der være tale om en snæver terapi.

Det er hverken min eller andres opgave at tænke for andre, når det handler om pædagogisk intervention, men derimod være et spejl for andre, der arbejder med konsekvenspædagogikken, som gør det muligt at se svagheden ved sin egen tænkning og praksis. Og ikke mindst på en sådan måde at spørgsmålene bliver vigtigere end svarene, og ikke omvendt.

En af de største udfordringer i forbindelse med arbejdet med konsekvenspædagogikken har i det seneste år været at få gennemført en spredning af ejerskabet til pædagogikken. Forstået på den måde, at flere får en sådan indsigt og forståelse for tænkningen og dens praktiske muligheder, at dens metoder kan bringes i anvendelse i konkrete situationer. Uanset om det pædagogiske udgangspunkt er en læringsaktivitet i forhold til børn, unge eller voksne. Det er en udfordring, der er blevet taget op i det pædagogiske vejlederprojekt, der er blevet gennemført i et samarbejde mellem de tre videregående skoler i Norge i form af Bjertnes, Kjelle og Strømmen. Formål og mål med det har været, at en større gruppe af lærere og pædagoger kunne opnå en så indgående indsigt og forståelse for konsekvenspædagogikken og metoderne, at de kan medvirke til at skabe en pædagogisk kultur på den enkelte skole, som bygger på viden og kompetence. Herunder medvirke til, at pædagogik ikke kun er noget man taler om, men udføres i praksis i de konkrete situationer der kræver en pædagogisk intervention.

Det er en krævende opgave, fordi der både er tale om vejledning af kollegaer og elever. Krævende i forhold til kollegaer fordi det handler om ”hvad der bør gøres”, i relation til eleverne for at sikre en god sammenbinding mellem faglig og social læring, og ”hvad eleverne kan gøre” for at sikre en social sammenhæng i deres tilværelse. Men lykkes projektet, er der ingen tvivl om, at det er et vigtigt skridt i forhold til at få brudt med den pædagogiske monopolisme i form af, at det kun er de få, som har ejerskabet til den ”pædagogiske sandhed”. For vejledernes praksis vil spørgsmålene fra kollegaerne også være vigtigere end svaret, da de ikke skal være pædagogiske profeter, der kan udlægge teksten om, hvad kollegaer skal, men i langt højere grad være en samtalepartner der, som følge af sin pædagogiske indsigt, alene kan medvirke til at bryde ensomheden i forhold til at finde fremadrettede løsninger i en pædagogisk situation.