Når pædagogik gøres til teknik

Første gang publisert i «Konsekvens og eksistens», april 2007

Kernen i hans kritik, som senere var med til at skabe det man i Norge kaldte ”den anden front” i pædagogikken, gik kort fortalt ud på, at bag mange holdninger i den moderne pædagogik ligger den misforståelse, at pædagogik forstår sig selv som noget instrumentelt og på den måde mere bliver et spørgsmål om teknik, som bygger på naturvidenskabelige love om mennesket, end om holdninger som bygger på en humanistisk filosofi. Skjervheim mente, at fejludviklingen i den pædagogiske selvforståelse havde sammenhæng med, at man for at forstå pædagogikkens væsen har indført forskningsmodeller hentet fra den naturvidenskabelige tradition og metoder, som f.eks. benyttes når man skal forstå medicinens virkning på en fysisk sygdom.

Når hans kritik er relevant i dag er det fordi der langt ind i den pædagogiske verden har spredt sig et akademisk snobberi, hvor forskning er blevet gjort til et mantra, et kriterium for, om man er ”med på vognen”. I denne sammenhæng glemmer man, at pædagogik ikke bygger på en videnskab, men på praktiske handlinger i det sociale felt, hvor rettesnoren, eller den røde tråd, er almengyldige normer og ikke fysiske love, hvor vi kan hente argumenter for, hvad der er rigtigt og forkert at gøre i en pædagogisk sammenhæng. Svaret på hvad der er rigtigt og forkert er jo relativt, da det har udgangspunkt  i den holdning og det menneskesyn, som ligger til grund for besvarelsen i modsætning til den kemiske proces, som indtagelse af medicin er udtryk for. Her handler det ikke om menneskesyn, men om kemi, og her skal der benyttes naturvidenskabelige og tekniske metoder for at finde ud af, hvad der virker eller ikke virker på en fysisk lidelse, da en medicinsk behandling altovervejende handler om biologiske og ikke dynamiske sociale processer.

Når det gælder pædagogik er det derfor indlysende, at den aldrig vil kunne bygge på en ren teoretisk videnskab i lighed med naturvidenskaben, herunder psykologien som er en naturvidenskabelig aktivitet. Pædagogik udspringer i modsætning til psykologien af en praktisk interesse og en nødvendig opgave i form af, at give børn og unge de forudsætninger i form af viden og kunnen, som gør det muligt for dem at indgå i den sociale virkelighed der er en konkret virkelighed i deres hverdag. Her er det ikke ligegyldigt hvilken opfattelse man har af mennesket. Den mere tekniske og naturvidenskabelige forståelse bygger og skal bygge på et mekanisk menneskesyn, hvor mennesket gøres til objekt som kan studeres for at finde frem til lovene for den menneskelige udvikling og midler til at påvirke det. Andre pædagogiske retninger er mere biologisk orienteret, som f.eks. reformpædagogikken, og hvor antagelsen er, at mennesket skal opfattes som et bio-psykologisk væsen, der lever og udvikler sig i overensstemmelse med sine medfødte biologiske forudsætninger. Der er tale om to idealtyper i form den tekniske mekaniske menneskeforståelse, som mener at mennesket gennem en videnskabelig tilrettelagt adfærdsmodificeret indsats kan ”dresseres”, eller den mere bio-psykologiske forståelse hvis udgangspunkt er, at mennesket er godt fra naturens side, men på grund af samfundets autoritære indgreb får naturen ikke fri udfoldelse.

Gennem konsekvenspædagogikkens vægtlægning af den sociale læring lægges der afstand til disse teorier ud fra den konstatering, at det centrale for pædagogikken er at forstå mennesket som et individ, som lever og virker i en social virkelighed og derfor skal lære at indgå i det gennem en social læring. Et individ som ikke lader sig dresserer gennem adfærdsmodificering, og som heller ikke kan undskylde sin handlinger med henvisning til sine medfødte bio-psykologiske forudsætninger.

Det betyder ikke at vi inden for det pædagogiske område skal lægge afstand til forskningen når det handler om at finde ud af de langsigtede følger af vores arbejde. Her må vi dels bøje os for det politiske ønske om løbende effektmålinger, og dels benytte dem til at foretage en løbende korrigering af vores indsats for at sikre at den enkelte opnår en maksimal frihed inden for rammerne af det sociale fællesskab.