Menneskesyn bør være i centrum i al pædagogik

Det er forudsætningen for at have en faglig reference til denne pædagogik, og det tilføjes, at menneskesyn i øvrigt ligger til grund for al pædagogisk arbejde. Det er alene er spørgsmål om det er synligt, og dermed udgør et forpligtende grundlag.

NÅR spørgsmålet rejses oftere i dag, end da pædagogikken var i sin første udviklingsfase, har det formentlig sammenhæng med to umiddelbare forhold. Dels er det humanistiske menneskesyn i pædagogikken blevet tydeligt gennem den seneste beskrivelse i bogen om ”konsekvenspædagogik”, og dels har begrebet menneskesyn en mere fremtrædende plads i alle former for teorier, som handler om samspillet mellem menneske og samfund i den individualiserende tid, som nutiden er udtryk for.

Menneskesynet bør altid være i centrum i pædagogisk arbejde, da det alene kan være med til at forhindre, at det enkelte individ ikke bliver udsat for overgreb.

HVAD angår konsekvenspædagogikken har der i mange år været en stor frihedsgrad i forhold til at benytte dette begreb som sin pædagogiske indsats, uden at være forpligtet over for det menneskesyn, som pædagogikken bygger på. Mange har benyttet den konsekvenspædagogiske etikette for at legitimere en ren adfærdsdisciplinerende indsats, hvor det enkelte individ behandles som et objekt, og ikke respekteres som et ukrænkeligt subjekt. Under det dække har man kunnet praktisere en konsekvensteori, som i lighed med Behaviorismen (den adfærdsmodificerende psykologiske teori). I denne sammenhæng ser man tilsyneladende helt bort fra, at adfærdstænkningen bygger på en biologisk tilgang og på den opfattelse, at man gennem en teknisk og adfærdsmodificerende form kan forme individet. Derfor er det ukorrekt når de mange, som ikke evner eller vil sætte sig ind i konsekvenspædagogikkens grundlag, har for vane at kalde den for en adfærdsmodificerende tænkning. Det har alene grundlag i uvidenhed, som så mange andre fejltolkninger.

NU er det ikke sådan, at man juridisk kan tage patent på en pædagogisk begreb. Men moralsk er det blevet vanskeligere at misbruge pædagogikken efter den nu er blevet beskrevet på en grundlæggende måde. Dertil kommer, at det jo også af ”Psykologisk pædagogisk ordbog” fremgår, at konsekvenspædagogik er en pædagogik, som bygger på et eksistentialistisk grundlag. Mere præcist, som det fremgår af beskrivelsen af pædagogikken, så bygger  dens menneskesyn på Jean Paul Sartres udsagn om, at ”Eksistentialismen er en humanisme”.

SAMTIDIG er menneskesyn blevet noget som ikke mindst de offentlige medier er meget optaget af når der sættes fokus på arbejdet med mennesker. Uanset om det handler om børn, unge, voksne eller ældre. Men også når det handler om arbejdet med særlig udsatte mennesker, som psykisk udviklingshæmmede. I den mere kollektiv orienterede tidsperiode i forrige århundrede, hvor der fandtes forskellige opfattelse af moral alt efter klassetilhørsforhold, så er det heldigvis sådan i den individuelle tid, at den moral der gælder for den enkelte, gælder for alle. Man kan ikke længere slippe godt fra at behandle mennesker som objekter, da den individuelle tid bygger på en forståelse for, at der ikke er nogen der er mere menneske end andre. Det er et humanistisk grundlag, som gælder for konsekvenspædagogikken og egentlig burde gælder for alle pædagogikker, da pædagogik handler om hvad vi gør med-og-i forhold til andre mennesker.

MENNESKESYNET bør altid være i centrum i pædagogisk arbejde, da det alene kan være med til at forhindre, at det enkelte individ ikke bliver udsat for overgreb.  Skal det blive en realitet forudsætter det, at pædagogiske institutioner, uanset og de arbejder med børn, unge eller voksne får udviklet en fælles etik, og dermed en fælles holdning, der er så forpligtende og synlig at den på det konkrete plan kan danne  grundlag for samspillet mellem det professionelle personale og de personer som  man henvender dig til.