Pædagogik, kultur og struktur er metodernes forudsætning

medier05

Arbejdet med metoderne nødvendiggør at der udvikles klare normer og regler der fastlægger rammen for den sociale læring. 

Første gang publisert i "Konsekvens og eksistens", april 2009

Når jeg i det sidste års tid har lagt meget vægt på at sætte konsekvenspædagogikken ind i en forståelsesform, som handler om pædagogik, kultur og struktur, er det en direkte følge af arbejdet at tydeliggøre pædagogikkens metodiske grundlag. Det er her blevet tydeliggjort, at pædagogikken som en naturlig følge af den menneskeopfattelse, som den bygger på, i arbejdet med metoderne henvender sig direkte til det enkelte individs forhold til sin specifikke tilværelse og vilkår. Der lægges her en afstand, eller nærmere en anden fortolkning, af det kollektive element, som traditionelt gør sig gældende i pædagogiske arbejdsformer. Ikke mindst i skole og uddannelsesverdenen, som følge af at lærere traditionelt henvender sig til eleverne som en homogen gruppe i form af en klasse eller uddannelseshold.

Den direkte følge af denne individuelle tilgang har gjort, at konsekvenspædagogikken til tider bliver tolket ind i en individualistisk forståelsesramme. Dermed mistes eller nedtones det perspektiv, at det enkelte individs handlinger skal ses inden for den sociale kontekst, som det indgår i. Det åbner for en fortolkning af pædagogikken som en adfærdsmodificerende teori, hvis sigte er en disciplinering af det enkelte individ. Samtidig kan det være med til at legitimere den klassiske straf og belønningsform, som henholdsvis adfærdspædagogikken og opdragelsesformer betjener sig af. 

Den sociale læring bygger på et individuelt perspektiv og en forståelse for fællesskabet

"

Metoderne i konsekvenspædagogikken er ikke tænkt sådan, og i det omfang de benyttes med udgangspunkt i en sådan forståelse står det i stærk kontrast til den menneskeopfattelse, som konsekvenspædagogikken bygger på.  Denne fejltolkning er formentlig også en naturlig følge af, at pædagogikkens særkende er, at den tager udgangspunkt i det enkelte individs handlinger og de konsekvenser, der er en følge af dem.  Det betyder, at den henvender sig i en direkte forstand til individet i gruppen, da det ikke er gruppen der handler, men den enkelte person. Der er med andre ord ikke tale om et kollektivt ansvar, som f.eks. ”at tyskerne var nazister og krigsforbrydere”. Det var den enkelte tyske borger, der meldte sig ind i nazistpartiet, og det var forbryderen der gik forbrydelsen, ikke tyskerne. Så langt er vi nået i den vesteuropæiske verden som følge af opgøret med den kollektive tænkning, og respekten for det individuelle ansvar. 

Set i et konsekvenspædagogisk perspektiv skal vi hele tiden fastholde, at den sociale læring bygger på den væsentlige forståelse for det individuelle perspektiv, at det enkelte individ skal lære at forstå sig selv som et normativt væsen, af hvem der forventes et personligt og solidarisk ansvar for egne handlinger med udgangspunkt i en grundlæggende respekt for andre. Heri ligger en klar fordring om, at samspillet med eleverne skal bygge på moralske lovmæssigheder, som er baseret på holdninger og normer, hvor eleverne, inden for rammerne af en social dimension, skal lære at overtage ansvaret for egne handlinger, og de konsekvenser der er en følge af dem.  Konsekvenser er dermed hverken udtryk for en straf eller belønning, men en logisk følge af, at et hvert individ har ejerskabet til sine handlinger og dermed også til konsekvenserne af dem. Hvor vidt de er positive eller negative for den enkelte selv, er et individuelt anliggende, men omvendt afgør andre om de er det for fællesskabets opretholdelse. Det er prisen for at være menneske sammen med andre. 

At skabe treenighed mellem pædagogik, kultur og struktur er metodernes forudsætning

"

Så til en uddybet bemærkning om arbejdet med pædagogik, kultur og struktur. Når jeg i direkte forlængelse af metodeudviklingen arbejder med denne treenighed har det en naturlig sammenhæng med forsøget på at få tilført en forståelse for fællesskabets betydning for arbejdet med den sociale læring. Dermed at få tydeliggjort, at pædagogikken både indeholder et individuelt element og en forståelse for fællesskabets uomgængelighed i forhold til individets identitet og sociale selvforståelse.  Det vil forudsætte at en pædagogisk virksomhed ikke kun tager udgangspunkt i pædagogikkens holdning og menneskeopfattelse. Den skal udkrystalliseres i normer og regler, som grundlag for metodernes anvendelse, og samtidig skal strukturen tilpasses på en sådan måde, at der bliver rum og plads til det individuelle gennem samtaler og dialoger om de mere fremtidsrettede  konsekvenser af den enkelte elevs handlinger og være-måde.

Tager vi først pædagogikkens betydning for at få fastholdt  treenigheden, er det vigtigt,  at forstå, at individets identitet og selvforståelse ikke er medfødt og dermed biologisk betinget. Den er en følge af en individuel læringsaktivitet, som bl.a. foregår gennem pædagogiske aktiviteter, hvor den enkelte lærer at forholde sig refleksivt til sin egen dannelsesproces. Det vil i forhold til den sociale læring forudsætte, at en pædagogisk virksomhed er bevidst om at fastlægge et normativt grundlag for samspillet mellem skole/institution og elever, og ikke mindst at få det formidlet på en sådan måde, at normer ikke tolkes som regler. Her anviser konsekvenspædagogikken en metode, hvor man skal sondre mellem en deskriptiv og en normativ tilgang, som henholdsvis bygger på et bør eller et skal, og dermed mellem en autoritativ eller en autoritær udmelding. Den normative tilgang tilhører den mere værdiladede opdragelsesform, som forældre ofte betjener sig af, og den indbefatter belønning eller straf, alt efter om barnet gør hvad det skal, eller undlader at gøre det.  Den kan i en vis udstrækning anvendes på de institutioner, som arbejder med børn, hvor der logisk set vil være en større vægtlægning af regler som bygger på moralske lovmæssigheder, men den har ikke fremtiden for sig i arbejdet med unge, som er født ind i den individuelle tid. 

Tager vi dernæst  kulturen skal dette begreb i en filosofisk sammenhæng forstås som ”den bevidste frembringelse af en virkelighed, der ikke er naturligt givet”. Dermed adskiller kultur sig fra natur ved at være skabt, mens naturen er umiddelbart foreliggende. Når jeg så lægger vægt på, at vi skal skabe en bevidst læringskultur så er følgen etableringen af tydelige normer, hvorudfra den enkelte elev kan vurdere hvad der er rigtigt og forkert. Samtidig er det også normer og regler der danner grundlaget for metodernes anvendelse i relation til om der handles i strid med dem, og ikke hvad den enkelte lærer/pædagog mener og tror. Normerne er dem der fastlægger og regulerer rammen for fællesskabet. Det kan gælde i forhold til en skole/institution, men også i et klasseværelse eller for en uddannelsesgruppe. Hvis de ikke er synlige er det alene lærerens/pædagogens tolerance som fastsætter grænser for handlinger. Når de skal bygge på et bør har det sammenhæng med metodernes anvendelse, da de ikke kan benyttes til at fortælle andre, hvad de skal, men alene hvad de burde med tanke på konsekvenserne.  Heri ligger, at synlige normer og regler er metodernes forudsætninger, og uden sådanne vil de i stor udstrækning kunne anvendes i en individualistisk adfærdsdisciplinering. En refleksiv social læring, hvis sigte er myndiggørelse, opnås ikke gennem autoritære læringsformer, men kun gennem en forståelse for og viden om at det sociale bygger på et normativt element.

Tager vi så til sidst strukturen, så skal der ikke bruges så mange ord på den, da den i stor udstrækning også vil være bestemt og afgrænset af en pædagogisk aktivitets målgruppe og formål. Anvendelsen af de konsekvenspædagogiske metoder, ikke holdningen, forudsætter dog, at strukturen tilpasses i forhold til at skabe muligheder og rum for den personlige opfølgning af den enkelte elev, som i sine handlinger viser en manglende social forståelse. Såfremt strukturen ikke rummer mulighed for det, vil eleverne enten være henvist til sin egen fortolkning, eller også blive udsat for autoritære tiltag i form af straf med kravet om tilpasning til regler og måske uudtalte normer, som de ikke har kendskab til.  Endelig skal det også tilføjes, at det ikke kun er konsekvenspædagogikken der stiller krav om en tættere personlig opfølgning. Det ligger også i den individuelle tid, og dermed hos børn og unges selvforståelse.   

Afslutningsvis kan det fremhæves, at det er gennem arbejdet med at udvikle en læringskultur, ved hjælp af normer og regler, at konsekvenspædagogikken kan balancere mellem det individuelle og det fælles. Hvis enten den ene eller anden side bliver nedprioriteret og derfor ikke indgår som et vigtigt led i den pædagogiske praksis vil der være al mulig grund til at opfatte pædagogikken som en individualistisk tænkning, og metoderne som et led i en adfærdsdisciplinerende praksis. 

Nøkkelord:

Struktur, Kultur, Fellesskap, Pedagogikk, Individ, Metoder

Fagartikler:

Jens Bay

Pædagogik handler om at styrke individets vilje til at ville noget andet end det, det hidtil har gjort, da vi ikke kan nå længere end elevernes vilje rækker.